Arbejdet i Drejerinden og Værkstedsfejeren er et godt samspil mellem Lone og Anders Mandrup Stidsen. De har hver deres forskellige evner og erfaring. Lone har arbejdet med design og formidling af designforskning og er bl.a. uddannet folkeskolelærer, tekstildesigner fra Designskolen Kolding og siden Ph.d.. fra Ingeniørvidenskab i Aalborg. Siden 2017 har Lone arbejdet med trædrejning og opøvet håndværksmæssige kvalifikationer og i september 2018 startede de produktionen og salg af kunsthåndværk på adressen i Ejlby.
Lone har siden 2016 arbejdet med trædrejning som en del af et genoptræningsforløb og arbejdsprøvning efter et biluheld i 2015. Nye veje skulle trædes. Trædrejning fangede interessen, evnerne var til stede og sådan blev mødet med håndværket trædrejning startskudet til vores lille firma.
Anders har været i en branche af disponering, ledelse, transport hvor han har mange år på bagen som selvstændig. Som sidebeskæftigelse har Anders altid haft interessen for maskiner, og renovering af disse.
1. Sept 2018 blev Drejerinden og Værkstedsfejeren en realitet. De producerer kunsthåndværk i eget navn, har indgået samarbejde med andre dygtige kunsthåndværkere så de i butikken både forhandler produkter som er trædrejet, sølvsmedning, strik, væv, drejet i keramik og andre lækre sager lavet af dygtige hænder.
De har opbygget et trædrejerværksted i Ejlby gamle forsamlingshus og har deres lille værkstedsbutik i Ejlby gamle Brugsforening lige ved siden af.
Deres tilgang til arbejdet med træ er så vidt mulig bæredygtig. De upcycler gamle stole, borde og gelændre. De køber fraskær fra møbelproduktion og forbruger derfor minimalt nyt træ. De håndmaler deres figurer her på værkstedet og forsøger dermed at gøre alt så lokalt og analogt som muligt.
Sammen er vi Drejerinden og Værkstedsfejeren og har en stor interesse i upcycling og genanvendelse af materialer som andre ikke har set værdien i længere. Vi producerer kunsthåndværk i ejet navn på værkstedets maskiner i Ejlby forhenværende forsamlingshus og sælger det fra vores butik i Ejlby gamle Brugsforening.
– Drejerinden & Værkstedsfejeren
Alt sammen foregår midt mellem Bogense, Otterup og Søndersø på Nordfyn.